|
so:text
|
Historien har i det foregaaende lært os Bevæggrundene til dette Forbud. Nu paaligger det os nøiere at betragte de Feiltrin, blindivrende Theologer let kunne forlede Regenter til at begaae. Saare mueligt kunde det været, at der blandt de sande og store Lærde, blandt de gode Manufacturister, og de oplyste Handelsmænd, fandtes Folk, som kunde været af den Mening, at den menneskelige Natur selv har Ævne til at erhverve sig al den Hellighed, Reenhed i Sæder og Tænkemaade, som den kam imodtage; ikke let troer Fornuften, at Skaberen havde sagt til Mennesket: “det er godt!” hvis det ikke havde Ævne til at blive godt. – Fuldkommen Hellighed anseer Fornuften for noget unaturligt, som den ikke vil, ikke behøver at give sig af med, da den ved Tienders Erlæggelse til Naaden har contraheret med samme om Hielp til flittigen at gaae i Kirken og opremse Skriftebønner, Davids Poenitentsepsalmer og Catechismer. Mueligen gaves der i Borgerstanden een og anden restskaffen og oplyst Mand, som faldt i Søvn over det herskende homiletiske Piat i Kirkerne, men derimod fandt Føde for sin Forstand ved hiemme i et godt Vennelag at kunne høre Grundene for og imod Sætninger af Religionen, Sædelæren eller Videnskaberne. Videnskabers-Selskabers Sammenkomster vare jo alle en Forkleinelse for den offentlige Gudstieneste. Som lydige Undersaatter befattede vi Danske os eiheller med at oprette saadanne i Kiøbenhavn. (da) |
