|
so:text
|
Mange former har det store.
Den som her gik bort, han bar det ...
som en flugt igjænnem arbejd
fra det tænkte mot det visse,
fra det visse mot det ante, —
rastløs hast og ildfull væksel
med en guddoms-opfyllt uro,
der igjænnemstormet værden,
tok dens last av tvil og tanker,
bar dem, kastet dem — og tok dem;
aldrig træt, dog uten hvile.
Den uhyre kongeflåte
lå til ankers under landet;
...
Hvad den vant, vi har for evig;
men den selv har nu fåt hjæmlov.
Sammen står vi, ser det siste
sejl i horisonten tone...
vænder så og spørger sagte:
Hvem skal annen gang dem samle? (da) |
